ALTING BLINKER
Digt 3
du siger at Bedford stadig holder som idé at også det store æble har et kernehus jeg ved ikke jeg går ind og lægger mig man kan stå på et galleri med en syrlig drink i hånden begære en smuk mand dét kan man man kan aldrig blive træt af Brooklyn Bridge jeg har lagt mig jeg har lagt mig ned det er sandt at magnolien har blomstret og nu ikke gør det mere at der findes en bar om hjørnet at jeg holder af solnedgangen fra det vestvendte vindue at ting trænger dybere dybere ind og bliver der eller nej lægger sig hulter til bulter oven på gamle erfaringer minder pludselig er noget der skete i sommer blevet til minder det er sandt at jeg aldrig bliver træt af at dukke op i gadernes blændende lys fra subwayens fugtige mørke aldrig bliver træt af blændende lys eller fugtigt mørke aldrig bliver træt af den røde plysbeklædte bar hvor kvinderne er så smækre hvor tjeneren har et flygel tavoreret på hånden jeg har lagt mig og rejst mig og nu lægger jeg mig du siger at jeg burde drikke mere mælk se mere kunst fra syttenhundredtallet at kernehuset er fast forankret i æblet at kernehuset er æblets hjerte at hjertet slår så hurtigt fordi det er excited jeg sukker jeg tænder et lys jeg laver en ret af bønner og grønne blade det er sandt at man kan være adskilt fra sine børn af verdenshave det er sandt: det gør ondt det er også sandt at det måske er en lettelse at alle glider ud af deres roller og en gammel ham og en lugt af jord og skummetmælk som man engang gled ud af sin mor det er sandt at det ikke er døden men livet der er ubegribeligt der er et chok hvordan hænger børn og forældre sammen og skal de det hvorfor er smerten ved adskillelse så stor for barnet og så befriende for barnet der er blevet voksen spørg ikke dumt siger du tag en bid af æblet mens du kan thi det er livets kerne du gør så meget, når du ikke skal gøre det og når du skal gøre det, gør du det ikke siger du hvordan skal nogen forstå dig hvordan skal nogen forstå dig det er sandt at jeg ofte sidder på en kærlighedsbænk og drikker det er sandt at rusen gør mig smuk; den er et anløbet spejl at jeg aldrig bliver træt af magnolietræet når det blomstrer at jeg kun fik tørmælk som barn at vi hældte den ud i vasken at min søster ligner en rose når hun vågner at min fætter gav min morfar en kage med i graven (en linse) at jeg nogle gange føler mig befriet som var et fjeld løftet bort fra min ryg at jeg andre gange føler jeg har mistet mit liv at jeg først nu forstår hvor lang tid siden alting er og aldrig mere aldrig mere et knald i en baggård op ad en mur aldrig mere dét knald, dén smag: metal, mynte, sprit men nu nu hele Wiliamsburg holder som idé siger du ”diversitet/gruppering” solen er borte jeg lægger mig jeg vasker hænder nu jeg lagde mig jeg læser et digt nu jeg har lagt mig billeder strømmer gennem dette rum
Læs mere om ALTING BLINKER »
Læs digt 1 »
Læs digt 2 »
Køb bogen »
