Choose your language: English | Dansk
 


08.03 - 2010


 
FORÅR!
 

12 grader og sol i New York i dag og fuglepip og almindelig kuller ...
Bulbjerg godt anmeldt ikke bare i Time Magazine men også i Bookslut (!) og Library Journ...



Se alle nyheder »

Poesibog

Digte

bryllup

engang skulle vores far giftes og det var på rådhuset og bagefter på en restaurant og vi vidste ikke rigtigt hvor vi skulle sidde, stå, gemme os, for vi hørte på en måde ikke rigtigt til ved dette bryllup, vi var på en måde en sær og lidt anstrengende bagage, som vores far havde med sig, noget der ligesom flagrede ud af hans lommer, selv om han hele tiden forsøgte at stoppe det ned, og bruden var gravid til dette bryllup og hun havde sin lille dreng ved hånden og det var tydeligt for enhver, at her var den nye familie, som der skulle satses stort på og derfor så alle gæsterne på os med lige dele forlegenhed og medlidenhed

 

ske

engang til fællesmøde spiser en kvinde yoghurt med hvedekim, hun bruger din sølvske, dit navn er indgraveret med store typer, hun bruger altid den ske når hun spiser yoghurt med hvedekim og det gør hun hver morgen og hver aften, hun bruger din ske, som ligger i fællesskuffen, og hun siger: ”jeg elsker den ske, den er perfekt til yoghurt, jeg elsker den,” og det er tydeligt, at hun har overtaget den, at hun nu betragter den som sin ske, fordi det er en fællesske, og du står og læner dig op ad det brune skab i køkkenet og ser hende smile og stoppe den i munden, skeen du fik til din dåb i en helt anden verden hvor man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt mange større

 

punkt

engang sad vi på en badebro med dinglende ben og stirrede på et fjernt punkt som måske var en lille sky, måske et glimt på havoverfladen, en måge, et sejl, et fatamorgana og lille p sagde: du skulle ikke være så sur altid, og jeg så ind i hendes øjne, violblå, glippende, og det krympede sig i mig mens det rejste sig, en sort blafrende dæmon, en brændende pæl op gennem kroppen, og jeg nev lille p hårdt i benet og hvæsede og hun sagde av og vendte sløvt blikket ud over vandet, jeg var ikke sur, det var noget andet, noget helt andet som ikke engang har et navn, et ord, en lyd, kun dette blafrende dette brændende

Køb bogen »

Relateret indhold:

Læs om Poesibog »
Informations anmeldelse »
Læs andre anmeldelser »